Riis: Nu skal vi vinde en stor Tour


Bjarne Riis er super-tilfreds med 2007-sæsonen. Det næste mål bliver - igen - at vinde en af de tre store rundture, Touren, Giroen eller Vueltaen.
Bjarne Riis har gjort status over 2007. Og far er tilfreds med sine drenge. Ja, Bjarne Riis er nærmest glad.

Det fortæller den danske cykelholdsejer i et interview på hovedsponsoren CSCs hjemmeside, hvor han også sætter kursen for næste års mål og ambitioner.

- Vi kan være meget tilfredse. Vi nåede vores mål og vandt en masse løb. Og det taler for sig selv, at vi for tredje år i træk bliver nummer et i holdkonkurrencen (på Pro Touren, red.)

- Vi opnåede at vinde to af de store monumenter, Paris-Roubaix og den gule trøje i Touren. Tour-prologen var også et stort mål for os, ligesom Fabians (Cancellara) forsvar af VM i enkeltstart var vigtig. Og så havde vi også en masse gode reusltater i løbet af sæsonen, siger Riis og peger på Jens Voigts sejr for andet år i træk i Tyskland Rundt og Andy Schlecks andenplads i Giro d'Italia.

Faktisk fremhæver Riis især lilebror Schlecks andenplads i Giroen som årets resultat.

- At nå podiet i Giroen var virkelig noget særligt. Vi forventede det slet ikke. Vi havde troet, at Andy måske kunne køre i top ti eller være med i kampen om Bedste Unge rytter. Det han gjorde, var helt specielt, og det beviser, at han virkelig er en mand, som vi skal regne med og kan bygge holdet op omkring i fremtiden

Riis konstaterer ærligt, at nu skal holdet også se frem mod en ny sejr i en af de tre store rundture. Tidligere har Ivan Basso som bekendt vundet Giro d'Italia, inden han blev først suspenderet og siden forlod Team CSC.

- Det er vores ultimative mål. Det er det, som vi allesammen arbejder henimod. Det er muligt. Det er realistisk. Vi vil blive ved med at arbejde. Vi har holdet og rytterne, der kan gøre det, det er jeg sikker på, fastslår Riis.

Han ser frem mod Tour de France, men ærgrer sig over, at arrangørerne har fjernet to af holdets specialiteter: Prologen og holdtidskørslen.

- Vi har det bedste hold i verden til holdtidskørslen, og den har de fjernet samtidig med, at prologen, hvor Fabian ville være favorit, ikke er med mere. Vi bruger en masse energi og tid på at forberede os til holdtidskørslen, fordi den er en del af hele vores filosofi.

- Jeg vil meget gerne have den tilbage, men det er jo desværre ikke noget, som jeg bestemmer. Men ellers ser ruten meget interessant ud. Det er en smuk rute, og vi vil være klar.

Ingen kommentarer: