Monaco klar til Rasmussen-sag


I Monaco tager man udsigten til en Rasmussen-sag roligt. Men at en eventuel sag ender der, nærmer sig det groteske, mener medlem af DIF's dopingudvalg.
I det monegaskiske cykelforbund er man helt rolig ved udsigten til at kunne blive centrum for en dopingsag mod Michael Rasmussen.

- Lad mig slå fast, at vi ikke har hørt noget fra Den Internationale Cykelunion (UCI) om en Rasmussen-sag endnu, men vi har både kapacitet, mandskab og kompetence til at behandle en eventuel sag, siger Edouard Dorian, der er sekretær i forbundet.

Når en eventuel sag vil ende i fyrstendømmet, skyldes det, at UCI's regler er væsentlig anderledes end i de fleste internationale specialforbund. En sag fra UCI vil således altid blive sendt ud til det land, hvor rytteren har sin licens.

Jesper Frigast Larsen, der sidder i Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) dopingudvalg, kalder reglerne for oldnordiske.

- Officielt har Rasmussen bopæl i Monaco, men reelt bor han jo i Italien, og han har dansk pas. Men nu kan vi altså komme til at stå i en situation, hvor det monegaskiske cykelforbund, som i det daglige ikke har nogen som helst fornøjelse af eller relation til ham, kommer til at stå med besværet med at køre en sag, siger Jesper Frigast Larsen.

UCI forventer tidligst at komme med en udmelding om en eventuel sag i slutningen af ugen.

Ingen kommentarer: